|
|
|
|
|
|
I mit hjerte står det skrevet
(fra novelleantologien: Politik er ikke andet end legaliseret forbrydelse udgivet under navnet Robert C. Berg) Nogle græd, andre bad, men de fleste traskede op over bakken og ned på den anden side i tavshed. Alle slæbte på noget, tøjbylter, tasker, papkasser. Børnenes ansigter var som de voksnes, og de voksne, som de var sammen med, var for trætte til at kunne tage sig ret meget af dem. På bakkens sydlige skråninger voksede oliventræer, som dækkede for udsynet til flygtningestrømmens bagtrop. Fortroppen kunne kun lige skimtes som et uroligt flimmer i støvtågen på den tørre højslette. Med det blotte øje kunne de, der gik forrest, ane bjergene i det fjerne, og når de var kommet langt nok ud på højsletten og ikke mere havde solen lige i ansigtet, ville de se dem som nye forhindringer på den afmærkede rute til opsamlingslejren. Jaime Moreno stod og drejede den ene bestøvlede fod rundt i støvet. På hovedet havde han en rundpuldet, flosset jipijapa, og i grove, mørkeblå bukser og en falmet gulbrun vadmelstrøje lignede han mere en ganske almindelig, enkelt gjort, braknæset andalusisk vinbonde end lederen af den syndikalistgruppe, som med en guerilla-taktik, de havde måttet improvisere sig frem til, ustandseligt generede oprørernes forberedelser til angrebet på Madrid. Han var en rolig, lidenskabsløs og samvittighedsfuld mand. Ansigtets skarpe rynker og de blodskudte øjne vidnede om den træthed, han havde disciplineret sig selv til at ignorere. ”Nunca he vista una cosa asi,” sagde han og beherskede kunsten at hæve øjenbrynene i stedet for stemmen. ”Mødte De mange flygtninge på vej hertil?” ”Ikke mange,” svarede jeg. ”Folk bliver, hvor de er, og håber på det bedste.” ”Bueno! De håber måske ikke, men de bliver, hvor de er, fordi de ikke ved, hvor de skal tage hen.” ”Det er folk fra de små puebloer, ikke fra større byer,” erindrede jeg ham om med et kast med hovedet i retning af flygtningestrømmen. ”Vist så, vist så.” Han nikkede nogle gange. ”Det er altid folk i puebloerne, det går ud over. De er fattigere end dem i byerne og nemmere at skræmme. Men jeg ville alligevel have ventet lidt, hvis jeg havde været én af dem.” ”Uden tag over hovedet? De vera, es posible? De folk dér har alle sammen mistet deres hjem.” ”Der er noget værre i vejen med dem, señor. De har mistet gejsten. De har mistet troen på at kunne besejre fascisterne.” ”Det er ikke så godt,” indrømmede jeg, ”men hvem kan bebrejde dem det? Visse steder er det hele gået meget stærkt. Muy rápidamente.” ”Vist så, vist så, det er rigtigt. Visse steder måtte de tage de første slag uden at være godt nok forberedt på det. Men husk alligevel hvad der skete med Napoleon efter de historiske hundrede dage.” Han talte overmåde velovervejet, som om han valgte sine ord med en pincet. Jaime Moreno havde et optimistisk syn på situationen, og det måtte man beundre en mand for, som ikke var professionel soldat. I Madrid syntes nogle godt om ham, andre var knap så begejstret. De modstridende opfattelser afspejlede tidens mange ideologiske modsætninger. Spanierne havde svært ved at indsnævre deres politiske univers til det mest presserende, at være for eller imod fascismen. De blev altid vrede, når jeg prøvede at gøre dem begribeligt, at deres splidagtighed havde Franco alt for mange fordele af. Det hjalp ikke at henvise til lederartikler i de republikanske aviser om problemet, de blev alligevel vrede eller fornærmet over, at jeg foretrak at holde mig fri af de ideologiske hundeslagsmål. Hele kaleidoskopet af politiske partier og de mange fagforeninger med deres trættende forkortelser irriterede mig ved at sætte deres præg til enhver tid på de uundgåelige diskussioner. Derfor føltes det også befriende at møde en mand som Jaime Moreno, der lod til at være en af de sjældne undtagelser og ikke syntes interesseret i at drøfte politik med en ikke-spanier. ”De taler godt spansk,” konstaterede han høfligt. ”Jeg har boet i Granada siden mit fjortende år,” oplyste jeg. ”Qué gracia! Hvordan er det gået til?” ”Min far var en ældre mand, allerede da jeg blev født, og hans helbred var næsten hele livet igennem ikke særlig godt. Hans læge mente, at det ville gavne ham at komme væk fra Englands tåge og regn og bosætte sig i et mildere klima. Da min far var forfatter, kunne det sagtens lade sig gøre, hvorefter mine forældre flyttede til Granada, som min far havde besøgt nogle gange i sin ungdom og var meget fascineret af. Handlingen i en af hans tidlige historiske romaner foregår hovedsagelig i Granada. Min far har også skrevet en mindre bog om Alhambra til undervisningsbrug. Han døde for tre år siden!” ”Det gør mig ondt at høre,” sagde Jaime Moreno. ”Men Deres mor lever?” ”Det gør hun, men hun er flyttet tilbage til England. Som tiderne er nu, er det nok også meget godt, hun gjorde det.” Jaime Moreno bladede igen i mine papirer og spurgte: ”De er lærer?” ”Jeg underviser i engelsk sprog og historie.” ”I Granada?” ”Ja. I øjeblikket er det blot ikke til at vide, hvornår jeg kommer til at undervise igen. Da borgerkrigen brød ud, var jeg på besøg hos min mor i England. Hun har i længere tid været hospitalsindlagt. På tilbagevejen besøgte jeg venner i Madrid. De fik mig til at melde mig som frivillig. De sagde, at der ville blive brug for engelskkyndige tolke til at hjælpe de udenlandske frivillige med at løse deres opgaver.” ”Ja. Hvad er der ikke brug for i øjeblikket?” nikkede Jaime Moreno og slog ud med hånden i værdig resignation. ”De har vel ikke en cigaret på Dem?” Jeg tog en pakke virginiacigaretter op af lommen og bød ham én, og vi tændte cigaretterne ved samme tændstik, mens vi så på flygtningestrømmen. De blev ved med at komme op over bakken. Solen sved dem i øjnene, og hvert skridt, de tog, udmattede dem en lille smule mere. En lille pige gik med en dukke, som manglede en arm, en dreng bar på en hundehvalp og en mor på sit spædbarn. Alle havde de noget at bære på, som besværliggjorde deres vandring. En gammel mand standsede og tog en flaske op af lommen. Hans ansigt var et landkort med finttegnede længde-og breddegrader. Med langsomme bevægelser trak han proppen op og satte flasken for munden og drak en slurk. Så satte han poppen på plads igen og stak den i lommen og traskede videre. ”Værsgod,” sagde Jaime Moreno og gav mig mine papirer tilbage. ”Jeg er ked af ikke at have kunnet være Dem til større hjælp, señor. Men det er længe siden, jeg har set Deres ven. Jeg havde hørt, at han skulle være i Madrid.” ”Han havde lovet at være der, når jeg kom tilbage fra England, men mine venner i Madrid fortalte, at han var taget til Granada, da urolighederne begyndte.” ”I hele juli måned var jeg i Granada, men hørte intet om ham,” oplyste Jaime Moreno. ”Nu siger De, at han blev arresteret af fascisterne i august?” ”Det har jeg fra hans familie.” ”Er det også den, som har fortalt, at han er blevet skudt?” ”Hans fætter i Madrid sagde kun, at familien havde hørt, han skulle være blevet skudt.” Jaime Moreno sagde beklagende: ”Det er ikke let at komme til bunds i sådan noget i øjeblikket, og måske er der ingenting, som passer. Jeg behøver sikkert ikke at fortælle Dem, at De løber en risiko ved at tage til Granada for at undersøge det? Jeg kan forstå, at nogen har bedt Dem om at gøre det, men De er ikke nødt til det. De gør Dem ikke skyld i nogen lydighedsnægtelse, hvis De finder ud af, at det ikke er umagen værd. Der er mange civilpersoner, som allerede er døde eller formodes at være det. Fascisterne graver bare ligene ned et tilfældigt sted, hvor der ingen chancer er for, at de bliver fundet foreløbig. Det er grusomt, men alt det må vente, til vi en dag får tid til at bringe lidt orden i tingene. I øjeblikket kan vi ikke gøre andet end koncentrere alle vore kræfter om at bekæmpe fascisterne.” Der var for mange bekymringer med de levende til, at Jaime Moreno også kunne bekymre sig om de døde. Han var en praktisk indstillet mand med begge ben på jorden og ville ikke have med mere at gøre, end der var fornuftigt og nødvendigt. Det var mænd af hans slags, der kunne vinde borgerkrigen, vi andre tjente sagen bedst ved at være trofaste og loyale over for dem. ”Jeg glemmer ikke, at Deres ven var en betydningsfuld digter,” fortsatte Jaime Moreno, som om han tolkede denne kendsgerning som årsag til min tavshed. ”Men somme tider kan en død digter udrette mere end en levende, hvis De forstår, hvad jeg mener. Og under alle omstændigheder er det næsten for risikabelt at tage til Granada blot for at opklare en enkelt af fascisternes forbrydelser.” ”Informationsbureauet i Madrid bad mig om det, fordi det var bekendt med, at han og jeg er nære venner,” forklarede jeg. ”Havde man spurgt en anden, ville denne muligvis have sagt som De, señor Moreno, men jeg syntes ikke, at jeg kunne sige nej.” “Man kan kende en mand på de bøger, han læser, de venner, han har, og de fejltagelser, han indrømmer,” sagde Jaime Moreno med mild stemme. ”Tror De selv, han er blevet skudt?” ”Jeg vil selvfølgelig helst ikke tro det, men det siges at skulle være sket i Viznar, og når gerningsstedet allerede er geografisk kendt, stiller sagen sig mere alvorlig. Kendte De ham godt?” ”Nej, det vil jeg ikke påstå.” Jaime Moreno rystede benægtende på hovedet og ventede med at fortsætte, til vi begge havde fået ild på en cigaret. ”Jeg har mest været sammen med ham i den tid, han kom meget i Paco’s café. Den ligger i nærheden af, hvor jeg boede, før jeg blev gift. Han var gerne sammen med Bruñuel og Sanchez el Calve, somme tider også med franskmanden de kaldte Francia eller Seppe. Men jeg har aldrig set Dem hos Paco, señor.” ”De har nok bare ikke lagt mærke til mig. De eneste, der blev lagt mærke til, var dem, alle kendte. Folk kom hos Paco for at se og beundre tyrefægterne og flamenco-danserne og digterne. Bagefter havde de noget at fortælle familie og venner.” Jaime Moreno nikkede tankefuldt. ”Det har jeg såmænd ikke tænkt over, men det er rigtigt, at der altid kom mange mennesker i Paco’s café, og man kendte ikke dem alle. Engang hørte jeg Deres ven læse et digt op. Alle lyttede, og alle klappede bagefter. Jeg vil ikke påstå, at jeg har forstand på digte, men jeg fik lyst til at læse hans digte. Jeg kan huske, at han efter oplæsningen sagde: I sidste ende er et digt ikke noget vi ser, men et lys vi kan se ved, og det vi ser er livet. Jeg har også set ét af hans skuespil. Der lå for resten et digt mellem Deres papirer.” Jeg tog papirerne frem igen og fandt det lille ark linierede papir, digtet var skrevet på. ”Sådan går det, når man har alt for meget i lommerne,” sagde jeg. ”Jeg læste det ikke,” skyndte Jaime Moreno sig at understrege. ”Jeg kunne med det samme se, at det var noget privat.” ”Det gjorde ikke noget, om De havde læst det. Det bliver nok trykt en dag. Digtet sendte han mig sammen med et brev, da jeg var i England.” ”Jeg kunne se, det var noget privat. Initialerne F.G.L. stod under digtet. Hvornår så De ham sidst?” ”Samme dag som jeg rejste. Skoleferien var lige begyndt. Jeg foreslog ham at tage med til England. Det ville han gerne, men kunne ikke afse tid til det. Han skulle til nogle møder i Madrid. Han arbejdede også på et nyt skuespil, som han håbede på at blive færdig med i løbet af sommeren. Men næste gang jeg skulle til England, ville han tage med, det lovede han, inden vi skiltes. Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvis han var taget med denne gang, ville han sikkert have været i live i dag.” ”Måske. Men hvem ved?” sagde Jaime Moreno filosofisk. ”Der er så mange tilfældigheder i et menneskes liv. Drejer De til venstre ad en vej, venter der måske en smuk oplevelse, drejer De til højre, bliver De måske dræbt af en modkørende bil. Man kan plage livet af sig selv med sådanne tanker, som De har om Deres ven. Det burde De nok lade være med. De burde nok også lade være med at tage til Granada og risikere livet dér for ene mand at opklare hans død. Det er bare et råd, andet har jeg ikke at sige.” En yngling på højst sytten år med en riffel over skulderen og et patronbælte spændt stramt rundt om en mørkegrøn bluse kom hen til Jaime Moreno med en besked til ham. Jeg overlod dem til deres hviskende samtale og gik hen til motorcyklen. Forude lå bakken helt øde i det skarpe sollys. De sidste flygtninge var vandret forbi og ud på sletten, hvor støvtågen slørede menneskestrømmens uroligt aftegnede, bugtende bevægelse hen over den skorpede jord. Digtet, som ved en fejltagelse var kommet til at ligge mellem mine officielle papirer, bestod kun af nogle få linier, som jeg, da jeg læste dem i England, antog for at være løsrevet fra en større sammenhæng. Eller fra en idé, som ikke havde fundet sin endelige form. Jeg var heller ikke sikker på, at det var digtets endelige titel, som stod skrevet med versaler øverst på det linierede ark brevpapir. I MIT HJERTE STÅR DET SKREVET. I en parentes under titlen var det tilføjet, vi ses snart igen. Raúl, husker du? Husker du, Rafael? Federico, husker du? under jorden, husker du mit hus med balkoner hvor junis lys druknede blomster i din mund? ”Kører De?” råbte Jaime Moreno. Jeg nikkede til ham. Jaime Moreno sagde noget til ynglingen, som lyttede interesseret og derefter gik sin vej. ”Ville De ikke have haft en kop kaffe eller et glas vin, inden De kører?” spurgte han og kom hurtigt travende hen til mig. ”Har De virkelig så travlt med at komme videre?” ”Det er bedst at udnytte tiden, mens det endnu er lyst i nogle timer.” ”Vist så, vist så. Bueno. Det var en skam, at jeg ikke kunne gøre mere for Dem. Men hvis De finder Ovario i Granada, kan han muligvis hjælpe Dem. Pas godt på adressen, jeg skrev op til Dem. Ved De, hvor gaden ligger?” ”Jeg kender udmærket kvarteret. Dér plejer jeg at købe mine sko. Og husnummeret er lig med min mors alder.” ”Jeg håber skam, at De finder Ovario. Men vær nu lidt forsigtig. Se Dem godt for. De vil snart møde nogle af de sataner, som vil ødelægge os alle sammen, og så kalder de sig endda spaniere! Hvad vil De sige til dem?” ”Jeg bor i Granada og har været på besøg hos min mor i England. Det kan alt sammen kontrolleres, hvis nogen skulle insistere på det.” ”Vær forsigtig alligevel. Ten cuidado,” gentog han. ”Fascisterne har måske allerede fundet ud af, at De har kendt en digter, som de for nylig har henrettet. Det er nok til at gøre Dem til en mistænkelig person i deres øjne.” ”Det advarede de mig også om i Madrid.” ”Bueno. Man må prøve at klare en opgave, som man bedst kan. Ingen kan forlange mere. Og finder De Ovario, er De godt hjulpet. Ovario beundrede også Deres ven. Det var Ovario, som lånte mig en bog med Deres vens digte. Men det er ikke det samme at miste en digter som at miste en ven, vel?” ”Nej,” sagde jeg. Så rakte han mig hånden. ”Farvel. Gid det må gå Dem godt. Det tror jeg, for De har lært det samme som jeg, at det er kun med hjertet, vi kan se helt rigtigt; det væsentlige i livet er usynligt for øjet. Men alligevel … ten cuidado,” tilføjede han. Jeg tog motorbrillerne på og satte mig op på motorcyklen. Jeg måtte træde på gaspedalen nogle gange for at få motoren i gang. Grus og sten raslede op i bagskærmen, da jeg svingede ud på vejen. Mens jeg øgede farten, passerede jeg syndikalisternes lejr under oliventræerne, hvor mænd var ved at reparere beskadiget materiel. Et stykke derfra lå nogle sårede, der var de eneste, der havde tid til at kigge efter en enlig motorcyklist. På den anden side af bakken satte jeg farten yderligere op. Under vibrationerne, som motorens stempler forplantede til min krop, kunne jeg føle mit hjerte banke. Jeg kunne også fornemme utålmodigheden i den måde mine hænder knugede om styret på. Men den følelse, som tilhørte det mest levende i mig, lod jeg være med at tænke for meget på. Den ville blot ende med at få mig til at græde, hvis jeg gav efter for den, og måske endda få mig til at tabe målet af sigte, og det ville slet ingenting gavne.
|
|
|
