|
|
|
|
|
|
Robert Cecil Martin Elmer Berg .mest kendt som Martin Elmer eller Robert C. Berg Forfatter Profilen...
Som 13-årig frossenpind sagde jeg under en isvinter i København til min mor:
Jeg længtes i mit hjerte efter egne, hvor månen ikke havde frost på sit ansigt, og vinden ikke lød som et hviskende kor af jamrende ånder. Det understøttede min beslutning, at jeg det meste af min barndom tilbragte min fødselsdag i sengen på grund af influenza eller forkølelse. Så efter min konfirmation holdt jeg helt op med at gøre noget ud af dagen.
Det var besværligt at rejse i årene efter verdenskrigen, og jeg fik ikke set meget af verden før omkring 1950 (en nørrebrodreng regnede ikke rigtig dengang Skandinavien og Tyskland for civiliserede egne). I første omgang orienterede jeg mig efter Italien, men syntes at italienerne fra nord til syd uden undtagelse var hysteriske og enormt støjende. Hvordan skulle man kunne samle tankerne i sådan et land, og det er jo nødvendigt engang imellem for en skribent. Derefter
begyndte jeg at flintre til Frankrig på motorcykel, i bil eller tog. Et
helt år boede jeg på et tidspunkt fast i Paris, hyggede mig med åndsfæller
som Thorkild Hansen, Grete Gravesen, Knud E. Andersen, skrotkunstneren
Robert Jacobsen og andre, som også fandt at seinestaden måske fortjente
en chance som permanent opholdssted. Men franskmændene var for
reserverede til mit temperament. De blev også fornærmede på nationens
vegne blot man bøjede et enkelt udsagnsord forkert. Men det slog ligesom
hovedet på sømmet, at jeg en morgen ved en fodgængerovergang på en
af de store boulevarder hørte to skoledrenge i 10 års alderen konversere
hinanden i tredje person. Af naturen kan jeg godt være et høfligt
menneske, men jeg vidste den morgen, at jeg ikke kunne strække mig så
vidt som til at sige De og
monsieur til
en snotnæset, umyndig person. Derefter
kom turen så til Spanien. Men
al den foregående research var ingenlunde spildt. Jeg lærte en del om at
rejse, hvilket er yderst påkrævet i en branche som min. Ikke mindst
fordi tiden er som en
syerske, der har forandringer som speciale. Når det gælder navigation,
har verden forandret sig gennemgribende siden Columbus. Han afsejlede mod
Indien og ankom til Santo Domingo i den Dominikanske Republik. Hvis man i
dag tager et fly til Indien, ankommer man dertil. Det er bagagen, der
havner i Santa Domingo. Det
fik jeg bekræftet meget tidligt i Kastrup Lufthavn.
En mand smækkede tre kufferter op på skranken i indcheckningen og sagde:
”Jeg vil gerne have den sorte kuffert checket ind til Milano, den brune
til Tokyo og den tredje til Santo Domingo.” Den
unge dame stirrede måbende på ham og en overordnet, som havde lyttet i
baggrunden, trådte frem. ”Beklager hr.,” sagde han, ”men vi er altså
ikke postvæ- senet. Det kan vi ikke gøre.” ”Hvorfor ikke?” spurgte den rejsende og hævede stemmen. ”Det var da det, I gjorde sidste gang!” I
1957 var vi to par, min daværende ven og jeg og hans kusine og hendes kæreste,
der blev enige om at rulle til Sydspanien via mange ophold, også i
Frankrig (for at lytte til gamle minders klokkeklang), i kusinens fars
bedagede Chevrolet fra begyn- delsen af 1930’erne, en uddød race af det
bilmærke, med klapsæder midt i vognen og noget, der lignede en maskingeværrede
på taget. Den viste sig at være en slags ekstra bagagerum, hvor noget af
dunkraften ragede ud som et geværløb. Bilen var enorm bred og fik fæle
ridser i siden af jernrækværket på nogle af de smalle broer i
Andalusien, som vi var nødt til at forcere, og hvoraf resterne af en af
dem stadig kunne besigtiges indtil for få år siden i den vestlige del af
Benalmadenas kommune. En overgang var jeg fristet til at bede kommunens
fredningsmyndigheder om at frede den. En nørrebrodreng kan også godt
have pli. Kort før afrejsen havde vi i en dansk avis læst en fotoreportage om fiskelejet Pedregalejo på østsiden af Málaga, ”hvor,” som det hed i en billedtekst, ”en lille koloni af danskere har fundet deres paradis.” Med andre ord, dette lille hjørne af Andalusien var det første sted koloniseret af danskere. Her endte vores rejse. Vi lejede os ind i en fiskerfamilies baghus, bestående af tre små værelser og et toilet med håndvask formedes 100 kroner pr. måned pr. person, hvilket beløb foruden huslejen indbefattede 3 daglige måltider med vin ad libitum og husets 16-årige søn som guide. Vi var rørende enige om, at her kunne vi godt holde ud at nyde livet i nogen tid. For mit vedkommende blev det også til en bog, der udkom på dansk og engelsk et par år senere med titlen: >Min spanske yngling<. Havde jeg haft en smule penge, kunne jeg dog have tjent langt flere penge ved at opkøbe hele stranden og i dag været mangemilliardær. Det er utroligt, hvad man ikke kan, hvis man virkelig ikke prøver, og det gjorde jeg altså ikke. Når
fire personer er sammen omtrent fra morgen til aften i nogle måneder opstår
der et helt naturligt behov for også at være sig selv engang imellem, og
navnlig i Granada, hvor vi gjorde ophold på hjemvejen, gik jeg på
opdagelse i denne fanta- stiske by helt på egen hånd. Jeg
ønskede at se flamencooptræden og blev anbefalet et bestemt
etablissement af receptionschefen på vores hotel. Lokalet
kunne minde lidt om et hjørne
af det gamle Lorry på Frederiksberg: solidt bohave, dekorative
smedejernslamper, vognhjul og gamle landbrugsredskaber anbragt dekorativt
på væggene, hvor der også hang mange indrammede fotos af berømte
flamincodansere og tyrefægtere. Støvet og spindelvævet virkede lige så
gammelt, som de effekter det drapperede. Formedes en drikkeskilning
lykkedes det mig at komme til at sidde ved omtrent det midterste af de små
borde foran sceneforhøjningen. Aftenens
hovedattraktion var Conchita Carmen, som var iført en hvid bata de
cola (flamenco-kostume med langt slæb besat med flæser), som fremhævede
den smukke kvindes mørke hud og kulsorte hår. Musikken
spillede en soleares, og Conchita Carmen stod helt ubevægelig
i projektør- lyset midt på scenen, mens der omtrent fra det ene øjeblik
det til andel blev ganske stille i salen. Langsomt, med glidende bevægelser,
løftede hun armene, og i næste sekund var hun som forvandlet til en
furie: Hendes smukke ansigtstræk fortrak sig i en sær grimasse, hendes mørke
øjne gnistrede af små lynglimt, og hendes velskabte, sensuelle krop var
kun nerver og muskler, der adlød musikken, så alting hos hende
dansede. Hænderne klappede, fingrene knipsede, armene, hofterne, hele
hendes vidunderskønne krop bøjede og svajede i rytmiske vridninger, mens
hendes bittesmå fødder hamrede mod gulvet og ind imellem elegant
sparkede kjolens tunge slæb til side. Så
fremmedartet som netop flamencodansen var for mig dengang som ungt menneske, sad jeg fuldstændig tryllebundet og følte, at alle nakkehårene
rejste sig. Det var nu noget andet end at se min kusine Emmy danse Tango i
KB-hallen, skønt hun ved den lejlighed vandt en 2. præmie. Da
Conchita Carmen sluttede sin pragtfulde danseopvisning, lå hårnåle og
kamme spredt ud over scenen, hendes hår faldt ned over skuldrene, og hun
glinsede af sved. Publikum brød ud i ellevilde, stående ovationer, og
for ikke at stå tilbage for al denne begejstring, der jo også var særdeles
smittende i al sin ekstase, sprang jeg op på min stol og klappede som en
rasende. Og
så begyndte mit eventyr i eventyrernes by. Conchita Carmen dansede hen
over scenen og kastede en rød rose ned til mig! Formodentlig var jeg det
eneste lyshårede, unge menneske i lokalet, som derfor var let
genkendelig som turist, og det hører til spansk takt og tone at gøre
lidt stads af sine gæster. Blussende rød i hovedet over pludselig at være
genstand for hele lokalets opmærksomhed, kyssede jeg i ærbødighed den
smukke, duftende rose. Her
sluttede eventyret imidlertid ikke, som jeg troede (jeg anede jo praktisk
talt intet om Spanien og spanske skikke dengang). En venlig tjener
meddelte mig diskret på engelsk, at fik man tilkastet en rose fra en berømt
aktrice, var det skik og brug som tak for opmærksomheden at invitere
danserinden på et glas champagne! Vel, følg lands skik eller fly (selv
om det gjorde et uventet indhug i mine rejsepenge)! Jeg lod tjeneren
overbringe min invitation til Conchita Carmen. Tyve
minutter sad hun, i en mere praktisk kjole, ved mit bord, og vi prøvede
at føre en samtale på engelsk, isprængt nogle af mine spanske brokker
fra parløren og de få, jeg havde tilegnet mig under opholdet i
Pedregalejo. Hun havde tre kvarters pause til sin næste optræden, og
inden vi skiltes, udtalte hun håbet om at se mig til musik- festivalen næste
dag. I forsommeren 1952 blev den første Festival de Música y Danza Españolas arran- geret på Plaza de los Aljibes de la Alhambra med optræden af den tids kendteste flamencopar Roserio y Antonio. Orquesta Nacional de España gav koncert i Palacio de Carlos V, og den verdenskendte guitarvirtuos Andrés Segovia gav koncert i det nyåbnede Teatro Isabel !a Católica. Al
begyndelse er svær, men én person var overbevist om, at initiativet
havde skabt en enestående tradition: Den verdensberømte spanske
cellist Pablo Casals (1876- 1973). Han var emigreret til Frankrig i
protest mod Francostyret og var senere blevet stifter og leder af de
internationalt kendte festspil i Prades i de franske Pyrenæer. Den
15.juni 1952 overværede han som turist under falsk navn musik-
festivalen og ydede den både moralsk og økonomisk støtte til at
fastholde initiativet med. Jeg
tog dertil i god tid og kiggede mig godt omkring i håb om at få
Conchita Carmen at se igen, desværre uden held, men takket være hende
fik jeg altså en uforglem- melig oplevelse mere i Granada. Siden
har jeg elsket Spanien. I
1969 var jeg i Spanien sammen med min nuværende ven, Erik, og vi traf
beslutning om at flytte hertil, så snart
I
1975 gik Franco så heden med brask og bram, men dels skete det sidst på
året, dels kom det vel lidt bag på også andre end Erik og mig, for
alle havde jo fået tudet ørerne fulde af propagandasnak om, at den
gamle sentens, at ukrudt ikke forgår så let var møntet især på
generalissimoen. I hvert fald måtte vi først afvikle både det ene og
det andet, for mit vedkommende arbejdsopgaver og bestyrelsesposter, før
vi kunne bosætte os i Spanien. Det skete i 1979. Vi
tog nogle ture op og ned langs kysten for at finde et sted at slå
teltet op. Marbella lå for langt væk, og dér holdt Schlütter til
engang imellem; han havde også et horn i siden på mig (især efter at
være kommet på forsiden af en af mine bøger); Fuengirola var i vore
øjne aldeles charmeforladt, og dér boede allerede nogle lands- mænd,
vi godt kunne undvære at løbe på, så det blev Torremolinos. Det har
vi heller aldrig fortrudt. Dengang var der næppe en tiendel af det
antal boliger, der i dag kan vælges imellem af tilflyttere, men det
lykkedes at indkredse noget acceptabelt på kommunegrænsen til
Benalmadena og i nærheden af offentlige transportmidler. Her bor vi
stadig. Vi har ikke nomadetilbøjeligheder. Femogtyve år går hurtigt, når man har det godt. Erik og jeg har altid været aktive, af og til med hver sit, andre gange med noget at være sammen om. Jeg var med til at starte Dansk-Spansk Samvirke, medlemsbladet og revyerne. I dag er det jo gået heden, bortset fra foreningen, men de intentioner jeg nedlagde i navnet eksisterer ikke længere. Vel, det negative skal også med på regnebrættet for at tegne et sandfærdigt billede af et livsforløb. I den ene livsepoke blæser vi sæbebobler, i den næste får vi dem til at briste.
|
|
|
Franco
var væk. Jeg var i de mellemliggende år kommet lidt på kant med den
herre på grund af mine ikke ligefrem smigrende skriverier om ham og
hans fascistiske kumpaner. Faktisk var jeg havnet på en sort liste
iflg. ambassaden og kunne altså risikere at få enden på komedie, som
vi siger i Danmark, ved at betræde spansk jord. I forvejen var jeg
kommet på Walter Ulbrechts røde liste i Berlin af samme årsag; folk
er meget nærtagne i den politiske branche. 
Det
er næsten umuligt at bære sandhedens fakkel gennem en menneskevrimmel,
uden at svide en eller andens skæg (det har jeg også oplevet på
Solkysten). Ved at sætte pen til papiret kan man tænde flere bål end
med alverdens tændstikker. Det er sådan noget, der kaldes en
erhvervsrisiko, og det begrænser ens bevægelsesmuligheder..
